Generelt

Tolv Ege er til en vis grad opstået ved knopskydning; – Når chancen har været der, er der kommet noget nyt. Du vil derfor se, at der er mange forskellige bygninger. For selv at vide hvad vi taler om, har vi givet dem navne. Der er ikke skilte på bygningerne, det er “bare noget vi ved”.
Vi kalder dem:

Det store Køkken (i Skovhuset). Det er det største ud af de to vi har, og ofte det sted maden laves.
Riddersalen spiser vi maden i. Jo, selvfølgelig kan man bruge 55 kvm til meget andet, og det bliver det også.
Sovebygningen. Her er der indrettet 4 soverum 2 a 4 køjer og 2 a 6 køjer.

Museet ligger i det andet “store” hus vi har. Museet er malet i almuestil, og her har vi lejrens indendørs brændeovn. Hvis man f.eks er 20 som skal hygge sig en efterårsaften, så er det oplagt at gå i Museet.

Det Lille Køkken (i Museet). Ja nogle kalder det Museets tekøkken, men selvfølgelig kan man sagtens klare mad til en 15 lejrdeltagere.

Toiletbygningen rummer to fløje; en til piger, og en til drenge. I hver fløj er der to brusenicher, 2 toiletter, og 3 håndvaske.

Saunaen opvarmes af en rigtig brændeovn. Forstår man at fyre op, så kan varmen sagtens komme op mellem av og uha.

Garagen rummer en masse skrammel, men her har vi også parkeret Tolv Eges minitraktor. (Traktoren kan IKKE lejes, men vi kommer en gang imellem og slår græs.)

Hvis man er mange på lejr, så vil man bruge Det Store Køkken, og spise i Riddersalen, men hvis man er under 15 af sted, så vil man sikkert bruge Det Lille Køkken, og spise i Museet. – I runde tal siger vi, at der kan sidde 50 (trangt) og spise samtidig Riddersalen, og at der er kogeplader til at der kan laves mad til 100 i Det Store Køkken (men så absolut heller ikke flere).

Hvis man har de lyster, så er man velkommen til at fyre op i saunaen. Den skal opvarmes af ganske almindeligt brænde, så husk at starte i god tid (og tænk på brændet før det er for sent).
Toiletbygningen er opdelt i en pige og en drengeafdeling. Hver med 3 håndvaske, 2 toiletter og 2 brusere. Der findes endvidere 1 toilet på 1 sal i Museet, og 1 toilet overfor Lederrummet ved Riddersalen.